Amalie Rosalie – hudpleje på naturens præmisser


Amalie Rosalie fremstiller hudplejeprodukter ud fra et hensyn til miljø og mennesker. Det er essentielt for virksomheden, at du kender indholdet af de produkter, du bruger på din hud og i dit hår, så du nemt kan undgå uønskede, skadelige og unødvendige stoffer. Amalie Rosalie anvender, så vidt det er muligt, økologiske og lokale danske råvarer. Økologiprocenten i produkterne ligger mellem 61-100%, og der bliver hele tiden arbejdet hen imod et endnu grønnere og mere bæredygtigt produktsortiment.

Amalie Rosalie fremstiller selv sine hudplejeprodukter. Det betyder, at alle råvarer bliver håndteret, blandet og forarbejdet hos virksomheden i Danmark. På den måde kan de fuldstændig styre, at processen foregår efter egne krav og standarder, så resultatet bliver ærligt og gennemsigtigt. Der er også tænkt miljøvenlighed ind i valg og fremstilling af emballage. Produkterne kommer derfor fortrinsvis i glaskrukker, der nemt kan genbruges. I enkelte tilfælde anvendes stadig plastik, men virksomheden har taget aktiv stilling til, at det indtil videre er den bedste løsning. På længere sigt arbejder Amalie Rosalie hen imod at finde alternativer til plastikken.