| Charlotte Ikjær

Er det dyrt at leve bæredygtigt?

Charlotte Ikjær fortæller om, hvad det egentlig vil sige at leve bæredygtigt og giver tips & tricks til en mere miljøvenlig hverdag.

 

Mange mennesker har en forestilling om, at det er dyrt at leve bæredygtigt. Men vi vil gerne prøve at udfordre den opfattelse. For os handler bæredygtighed mere om en måde at tænke på, end det handler om at købe nogle bestemte ting. Så lad os begynde med først at definere, hvad bæredygtighed er.

For eksempel er det bæredygtigt at købe kvalitet. Ting, som ikke går i stykker efter kort tid, men som holder og kan bruges igen og igen. Det samme gælder tøj. Køb genbrug og suppler med enkelte stykker tøj af rigtig god kvalitet. Det koster måske lidt ekstra i selve købsøjeblikket, men i længden kan det virkelig betale sig.

Man kan også sige det sådan, at bæredygtighed handler om tilvalg og fravalg. Især når vi taler om mad. Og så kommer vi heller ikke udenom at inddrage madspild.
Når man køber økologisk, er den enkelte vare måske dyrere. Men hvis man samtidig skærer ned på sit kødforbrug og laver mad af sæsonens grøntsager – og hvis man derudover undgår at købe færdigmad, og øver sig i at få maden til at strække til flere dage, så kan man virkelig spare mange penge. Køber du fx et økologisk hvidkål, så sørg for at bruge det færdigt, så at sige. Øv dig i at planlægge dine måltider, lav dine egne snacks, skaf dig en termokop til din hjemmelavede to-go-kaffe og tag små madpakker med, så du ikke smider unødige penge efter impulskøb og pludselige cravings.

Hvad kan du selv gøre, for at komme til at leve mere bæredygtigt?

Man kan hurtigt komme til at føle det som en stor mundfuld, hvis man sætter sig for at omlægge en typisk forbrugerlivsstil til en mere miljøvenlig og bæredygtig. Men der er ingen grund til at ændre alting på én gang. Start med lidt ad gangen, og lær dine nye rutiner at kende, inden du begynder at lave om på den næste vane. Du kan fx begynde med det der interesserer dig mest. Det kan være dit tøj eller din mad. Det kan også være dine rengøringsmidler eller din transport. Der er nok at vælge imellem.

Et godt ord at have med i baghovedet, når man skal finde ud af, hvordan man selv kan leve mere miljøvenligt, er det gode gamle ord ’nøjsomhed’. Prøv at indøve en opmærksomhed i forhold til dit forbrug, hvor du løbende overvejer, hvad du i virkeligheden har brug for, og hvor lidt du kan klare dig med. Så vil du helt sikkert opleve, at du får lettere og lettere ved at navigere i det store bæredygtighedshav.

 

Kategorier